Den stille visdom: hænder og babyer
Jeg elsker babyer, og hvem gør ikke det! Jeg er fascineret af den visdom en baby bringer med sig ind i livet.
Jeg vil starte med at vise dig et digt jeg har skrevet om babyer i deres visdom:
Hvis jeg vidste, hvad ved jeg så?
Ved jeg mere end hvis jeg ikke vidste
Ikke at vide, gør sårbar, men åben og kun ærlig
Men det er med fuld indsats hver gang
Bange for at træde forkert, men netop derfor
Fokuseret, følende med rette nerve lidt ad gangen, hvis jeg vidste, jeg ved ikke
Jeg bærer på det smukkeste livet kan byde
Det må næres og passes med omsorg og ynde
Hvad er smuk når det er smukkest
Indre glød og lyttende til indre stemning
Babyer kommer måske med svaret fra stedet uden ord
Derfor kun lyt, vær, føl
Nænsomt, ærbar, fyldt af det ypperste liv
I digtet reflekterer jeg over det at vide noget. Erkendelsen er måske, at vi ved mest, når vi ved mindst. Når jeg intet ved må jeg lytte, føle, kun være til stede. Jeg skal ikke vise jeg ved noget, men kun tage ind og være stille og tage ind.
I min egenskab af at være behandler og ind i mellem få en baby mellem hænderne, at interagere med en baby. Da ved jeg intet, men kan kun lytte og tage ind.
Babyer kommer til verden uden ord, men alligevel besidder de en form for visdom, en indre glød, der ikke kan formidles gennem sprog. Deres blotte tilstedeværelse minder os om, hvad der virkelig betyder noget: nærvær, følelse og berøring. I disse små væsner ligger en oprindelig viden, en dyb forståelse for det, vi ofte glemmer i vores voksne liv – at være i nuet og forbinde os med hinanden gennem noget så enkelt og alligevel så dyrebart som berøring.
Når jeg holder en baby, minder jeg mig selv om, at jeg bærer på noget af det smukkeste, livet har at byde på. Det kræver en særlig form for omsorg og ynde, når jeg kommunikerer med mine hænder. Mine hænder taler et sprog, der er ældgammelt, men stadig relevant: et sprog af nænsomhed, varme og kærlighed. Hver gang jeg lægger mine hænder på en baby, er det som om, jeg indgår i en stille samtale – en samtale uden ord, men fyldt med mening.
Det handler om at lytte med fingerspidserne, om at mærke barnets reaktioner og lade dem guide mine bevægelser. En baby ved, hvad der er rigtigt, og det kræver blot, at vi lytter til denne stille visdom. Det er en form for kommunikation, der går ud over det verbale, hvor hænderne bliver bærere af en dybere forbindelse.
Når jeg tænker på, hvad der er smukt, når det er smukkest, tænker jeg på denne stille kommunikation – en forbindelse, der skabes gennem berøring, hvor både jeg og barnet kan være til stede i en fælles oplevelse af det ypperste liv. Det er et øjeblik fyldt med ære, nænsomhed og en dyb respekt for det lille væsen, der måske rummer svarene på spørgsmål, vi ikke engang ved, vi har stillet.
Så næste gang du holder en baby, prøv at lade dine hænder tale. Lyt med dem, vær til stede, og mærk den tyste visdom, der ligger gemt i det lille liv, du bærer i dine arme. Måske vil du opdage, at den største viden ligger i det, du ikke vidste, du vidste.
Læs digtet igen og se om din opmærksomhed har ændret sig.
Mit arbejde med babyer inddrager også altid forældrene. Min fordel er, at jeg ikke lever med babyen i hverdagen. Min tilgang kan være mere neutral. Ofte giver det en mulighed for at ”høre” hvad baby fortæller, som jeg så kan fortælle forældrene.
Dette er noget af det smukkeste, hvis ikke det smukkeste i mit daglige arbejde som kropsterapeut.